10. Febr.

Der var Bal igaar hos Eriks Onkel, Fabrikant Glerup. Jeg havde glædet mig aldeles barnagtigt til det Bal — mit første og formodenlig eneste i Vinter.

Og saa blev det den bare Kedsommelighed og Fortrædelighed.

Hvor jeg er forbitret paa Erik. At han kunde opføre sig saa ufint, saa taktløst!

Nu bagefter forstaar jeg godt det Hele. Ballet var beregnet paa at være en Festligholdelse af min og Eriks Forlovelse. For de Andre har det været en Skuffelse, at de ikke kunde faa den Knallert til Kransekagen; men for Erik har det været en flov Historie. Og saa har han troet at kunne redde Situationen ved at trænge sig ind paa mig med et Væsen og en Opførsel, saa alle maatte tænke: Vist er de forlovede, de vil bare ikke endnu have det offenligt.

Jeg har aldrig set Erik saadan. Han opførte sig som den værste Kræmmersvend. Han vimsede om mig med flove Galanterier, ved Gud om han ikke ogsaa, under Kotillonen, kyssede mig paa Haanden. Han kan takke min Velopdragenhed for, at jeg ikke gav ham et forsvarligt Munddask. Men da han tilsidst ude i Entréen vilde hjælpe mig mine Galochestøvler paa, og, i Overværelse af nogle andre Herrer og Damer, sagde mig en Kompliment om min yndige lille Fod, gav Foden ham, meget yndefuldt, men ganske eftertrykkeligt, et Puf, saa han dejsede bagover og siden entholdt sig fra graciøse Bemærkninger.

Og de Andre — baade Eriks Familie og de Fremmede! De kom med skælmske Hentydninger og elskværdige Næsvisheder. Naar en Herre inklinerede for mig, skéte det med følgende Fiksfakserier: »Hvis Frøkenen kan afse mig blot et flygtigt Øjeblik!« eller: »Hvis det er tilladt!« Og Erik, der hele Aftenen var klinet op ad mig, bukkede med et affabelt Smil, som om det var ham, der gav Tilladelsen.

Da Ballet var forbi, vilde Erik partout følge med i min Droske. Jeg hviskede til ham: »Du gør det ikke!« — og han forstod, at det var Alvor. Men hele Vejen græd jeg, som jeg var pisket, og da jeg kom ind i mit Værelse, rev jeg mine gode Klæder af mig, saa det formelig var syndigt.

Saa pæn som jeg virkelig var og saa glad, da jeg tog afsted og Moder puttede mig ind i Drosken. I lyseblaa Tylls-Nederdel og langt spidst Silkeliv med Tyllspuffer paa Skuldrene. Jeg kan godt lide at se mig selv, naar jeg er nedringet — med en lille fin Strimmel hvidt Broderi kiggende frem mellem den blanke bløde Hud og det kulørte Silketøj. Selv Fader — kunde jeg mærke — var tilfreds med mig, da jeg var inde at sige Farvel til ham. Han nikkede anerkendende og sagde: Blaa Krokus.

— — Idag har jeg været saa nervøs og pirrelig, at man ikke har kunnet komme mig nær. Jeg har nægtet at gaa Spadseretur med Moder; istedetfor har jeg siddet og mulet inde i min Karnap. Det var Ruskregn og Sølevejr, graat, tungt, knugende Sindet til Fortvivlelse. Saa koldt og grimt der var i Stuen. Saa slidt og falmet, saa fattigt og glædeløst det altsammen saá ud, de sorte Damaskes Stole, det gamle røde Bordtæppe og den afskyelige Bronce-Hængelampe i tynde Messingkæder. Og jeg selv: forvaaget og forgrædt, stram i Ansigtet og valen om Hænderne, saa ufrisk, saa usoigneret. Blaa Krokus, aa ja. En uappetitlig vissen Blomst til at smide bort.

Jeg saá op, mit Blik faldt paa min Genbo's Vinduer. Dér stod han, selskabspyntet, i sort Kjole med hvid Blomst i Knaphullet, stod og saá over paa mig, med et svagt Smil paa Læberne.

Jeg véd ikke, hvad der gik af mig. Jeg rejste mig pludselig, gik ind i mit Værelse, tog Papir og Pen frem og skrev med fordrejet Skrift: »Hr. Skuespiller Alfr. Mørch! En ung Dame har noget at spørge Dem om. Hun venter Dem Lørdag den 13de Kl. 7 Aften udenfor Nordbanestationen.« Lagde saa Brevet i Konvolut, adresserede det til Teatret, tog Overtøj paa og bragte Brevet til en Postkasse.

Forklare, hvorfor jeg gjorde dette, kan jeg ikke. Egenlig ræsonnerede jeg ikke, før det Hele var besørget og jeg atter stod i mit Værelse. Saa kom jeg til at le himmelhøjt. Du gode Gud, det var virkelig ingen Drøm. Jeg havde begaaet en Letsindighed, skrevet til en fremmed Herre, ovenikøbet en Skuespiller og renommeret Don Juan, og sat ham Stævne! Irbe, mirbe, dirbe — kort sagt, Vanvid over hele Linjen. Lige til at putte i Daarekisten. Ja, og Du kom der saamæn ogsaa, min rare Pige, hvis dine kære Forældre anede, hvad Du har bedrevet.

Naa, ligemeget, det er forresten ganske morsomt at have gjort noget splittergalt. Navnlig naar det, som i dette Tilfælde, er uden Følger.