13. April.

I Formiddags købte jeg alle Bladene. De roser ham. Et af dem taler om »ligefrem forbavsende Fremskridt«. Kun ét af dem allesammen er ubehageligt. Det siger, at han var »kedelig og fræk som sædvanlig«, men »tillige denne Gang fuldkommen forskruet«. Gud véd, hvad det er for en Idiot, der skriver i det Blad. Det vilde fornøje mig at se ham hakket til Hachis og serveret som Ulykkestilfælde i sin egen Avis.

Forresten er det lige meget, hvad den Fyr skriver. Alle Mennesker er begejstrede. Stykket gik igen iaften, desværre kunde jeg ikke være i Teatret, men jeg var udenfor Teatret, baade den Gang Billetsalget begyndte — der var en vældig Opstilling — og den Gang, Forestillingen var forbi. Jeg stod midt i Forhallen — tilsløret naturligvis — og lod Folk mase løs paa mig. Og jeg hørte hans Navn blive nævnet hundrede Gange, og jeg gik hjem og nævnede det tusinde Gange, inden jeg faldt i Søvn.

Hvad har alle de andre været for ham? Hvorfor har ingen af dem kunnet inspirere ham? Hvis han havde holdt ligesaa meget af dem som af mig, hvordan kunde jeg da være den, som tændte Gnisten i ham?

Jeg gør mig selv disse Spørgsmaal, og jeg vover ikke at udtale højt det Svar, der bruser i min Sjæl som en Sejrshymne.

Jeg vover det ikke, for sæt, at jeg bedrog mig! Og dog — hvor er det muligt? Kan der være andet Svar end dette, der jubler i mig: Jeg, jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den eneste!

Thi jeg tænker mig, at Mænd har det med Kærlighed paa en anden Maade end vi Kvinder. De kan have Snese af Kærlighedsæventyr, men de betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et Øjeblik kruser Sjælens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser den sande, den eneste Kærlighed sit store Vejr i dem, og da er det, ligesom der skete en Omvæltning; alt det dybeste og bedste i dem kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres Livs største Bedrifter.