5. Juni.

Han er rejst.

Jeg var hos ham de sidste Par Timer. Jeg spiste Frokost sammen med ham, og jeg hjalp ham med at pakke ind.

Inden jeg gik op til ham, holdt jeg en lille Formaningstale til mig selv: Vær nu en klog Pige. Vis ham et muntert og behageligt Ansigt, saa han kan medtage en smuk Erindring om Dig. Lad ham fremfor alt ikke faa det Indtryk, at Du havde ventet, han for din Skyld skulde være bleven i Byen.

Jeg traf ham i travl Aktivitet, livlig og oprømt. Han snakkede ustandseligt løs, alt imens han skrev Breve og fo'r frem og tilbage i Stuerne for at samle Ting sammen, han pludselig kom i Tanker om, at han maatte have med.

Han var saa helt anderledes end ellers. Der var en febrilsk Uro over ham; hvert Øjeblik saá han paa Uret, som om han var bange for at komme for sent.

Frokosten blev jaget af. Jeg havde ingen Appetit; han slugte nogle Mundfulde, drak i ét Træk tre, fire Glas Madeira og sagde: »Skal vi saa pakke?«

Inde i Soveværelset laa alt hulter til bulter. Paa Sengen og Stole: Klæder, Fodtøj, Cigarkasser, Bøger, Slips og Skjorter; paa Gulvet: Kufferter; Skufferne i Toiletmøblet var trukne ud og Klædeskabsdøren stod aaben.

Jeg begyndte at pakke. Saa kom han i Tanker om, at han havde glemt at købe Skrivepapir, bad mig undskylde et Øjeblik og løb ud.

Jeg stod i det af Rejseforberedelser opfyldte Værelse, og en knugende Forknythed greb mig. Mekanisk tog jeg Tøjet, Stykke for Stykke, lagde det sammen og anbragte det i den store Kuffert; jeg bøjede mig og rejste mig, ned og op, op og ned, Stykke for Stykke, nu det, nu det, og om lidt er det altsammen borte, og jeg alene ... Alene! Jeg rejste mig forskrækket. Nej, nej, jeg vil ikke, jeg tør ikke være alene. Han maa ikke rejse fra mig, jeg vil tigge og trygle ham om at blive hos mig, og han vil gøre, som jeg beder ham om, han kan ikke nænne at forlade mig. Det vilde være ondt af ham, og han har ikke Lov at handle saa ondt imod mig!

Da hørte jeg Entrédøren blive smækket i. Han kom nynnende gennem Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt beskæftiget med at pakke.

»Hvor flink Du er!« sagde han og strøg mig henover Haaret. »Saa fin en Kuffert har jeg aldrig før haft.«

Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede til mig.

Pludselig sagde jeg: »Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade være at rejse?«

Han saá forundret paa mig, betænkte sig og sagde: »Er det Alvor?«

»Hvis det nu var Alvor?«

Et nyt prøvende Blik og en ny Betænkningspavse. Derpaa:

»Saa blev jeg, naturligvis.«

Jeg havde faaet det Svar, jeg ønskede. Alligevel gjorde det mig ikke glad. Vi stod og saá lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog mig om Livet og sagde, ømt og inderligt, at han gærne blev hos mig, og at det slet ikke vilde være ham noget Offer at opgive sit Landliggeri. Hvorpaa jeg — naturligvis — erklærede, at det kun havde været Narrestreger af mig at spørge.

— — Indpakningen blev færdig i sidste Øjeblik. Drosken havde allerede ventet nogle Minutter. Han var nervøs for at komme for sént, og vi tog i Hast Afsked.

Jeg stod gemt bag et Gardin og kiggede ned paa Gaden. Han fik Øje paa mig, vinkede med Haanden og svingede med Hatten. Hvor han saá smuk og straalende ud! Som om han drog ud til Sejr og Lykke.

Nu drejede Drosken om Hjørnet, og jeg lod Gardinet falde for. Jeg gik gennem Stuerne, kunde ikke løsrive mig fra dem. Jeg satte mig i Sofaen, hvor jeg plejede at sidde med ham. Paa Bordet foran laa hans Album. Jeg slog det op og fandt frem et Billede af ham som seks Aars Dreng. Det sad jeg og legede med som en lille Pige med sin Dukke. Jeg lagde det op til mit Bryst og vuggede det; jeg gav det tusinde Kys og Kæleord og sagde det, mens Taarerne løb mig ud af mine dumme Øjne og plettede Billedet, at nu maatte vi To holde sammen, nu, da han var rejst fra os.

... Indtil Pigen kom ind og med et forskrækket Udbrud sagde: »Men Gud, Frøken, sidder De her endnu!«

Ogsaa jeg var bleven forskrækket over hendes pludselige Indtræden. Jeg rejste mig hastigt og gik, men Billedet havde jeg puttet i Lommen.