← Table of contents
Julies dagbog

20. Maj.

Reading edition

Jeg har været ude at rejse med ham til Æventyrets Land, der ligger to Timers Vej fra Hesten paa Kongens Nytorv. Hvad Stedet hedder i daglig Tale, véd jeg ikke, og angaaende dets Beliggenhed kan jeg ikke oplyse mere end dette, at man begynder med at køre ud ad Kongevejen, og at man et Par Timer efter er der. Hvordan der sér ud i Æventyrets Land, véd jeg derimod præcist. Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i Udkanten af en Skov og ved Bredden af en Sø. Indgangen til Huset er fra Skovvejen gennem en med vild Vin bevokset aaben Veranda, og i Gavlen, der vender ud mod Søen, er der et Vindue og en grønmalet Træaltan. Paa Verandaen staar en gammel Bondekone og nejer. Om Dagen straaler Solen fra en skyfri Himmel, og om Natten er det Fuldmaane. Og ude paa Søen glider i Maaneskinnet en hvid Baad, hvorfra der lyder dæmpet Sang af unge Stemmer.

Jeg har været med ham i Æventyrets Land og set Solen gaa ned og Maanen staa op; jeg har været der med ham, fra Solen atter stod op og til den sank ned i Skoven og tændte Ild i det lille Hus' Ruder. Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.

Jeg kniber mig i Armen for at være sikker paa, at jeg ikke drømmer. Nej, det er ingen Drøm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng staar mine Støvler med Mærker af Land og Skov.

— — Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges til Sorø for at besøge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og hendes Søn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen. Da han fik Nys om dette, sagde han: »Saa rejser vi ogsaa.« Og skønt jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var hans Spøg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske Betragtning, at det i værste Tilfælde kun kunde gaa galt, ordnede jeg hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske Ungmøer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forældrene villigt deres Tilladelse og rejste til Fødselsdagen i Sorø.

Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen. Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer. Landaueren holdt, Døren aabnedes, og den ene af de unge Damer forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.

Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest — thi jeg forbød hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjøbenhavns Gader — kørte han og jeg til Æventyrets Land.

Han havde paa mine Spørgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: »Bryd Dig om intet, mød kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg kommer da med Vogn og alt, hvad videre er fornødent, og fører Dig til et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besøgt Traktørsted, hvor en gammel Kone leverer Skovgæster Vand paa Maskine og, om det skal være, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert Nattelogis.«

Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule, maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han forklarede: »Der er ikke mere, end vi akkurat behøver. I den ene Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det Tilfælde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. — Jeg haaber, der i din Kuffert maa være, hvad der skal være.« — Det var der i Sandhed og mere til.

For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi kørte, drømmende, at nu rejste han og jeg paa Æventyr i den vide Verden.

Og saa var vi i Æventyrlandet.

... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bød nejende Velkommen. Hun bar Gyldenstykshue og var iført et struttende grønt Hvergarnsskørt. Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig »Frue«.

Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at stille næste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa, at Maden blev færdig.

Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø. Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod, omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.

Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring slettede Farverne af Søen.

Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.

Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Sølvlysestager, der gav den tarvelige Stue et Præg af hemmelighedsfuld Rigdom og Fornemhed.

Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste mægtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Køkken, baade den lyserøde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.

Vi var saa glade og ubekymrede som Børn, og den gamle Kone nuslede om os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornøjet over at se saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.

Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke »Fruen« selv vilde lave den. Jeg gik med hende ud i Køkkenet, men maatte straks kalde ogsaa ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertøj. Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende røde Maskiner, nogle tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en høj Hat.

— — — Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til Ro.

Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater — tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede Silkegardiner overhvælvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at hendes afdøde Mand i sin Tid havde købt den paa Avktionen over en forlængst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.

Konen tændte Lysene, ønskede Godnat og gik.

Jeg begyndte at klæde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir, han havde medført til mig. Da faldt gennem Altandøren en Maanestribe ind i Stuen. Jeg rejste mig, aabnede Døren — Aftenen var mild som ved Midsommertid — og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa vidunderdejligt. Som et glitrende Sølvspejl laa Søen i en Ramme af bølgende hvid Taage, der af og til splittedes og, for et Øjeblik, afslørede fantastiske Landskabstegninger med skarptbelyste Træer, ombølgede af løsrevne Taageflager. Saa samledes Taagen atter om Billedet, men snart dukkede et nyt frem et andet Sted.

Jeg hørte, at en Dør blev aabnet, men jeg vendte mig ikke om. Jeg følte, at han var lige bag mig; jeg stod i salig Forventning, indsugende i hastige Drag den balsamiske Luft.

Da laa hans Arm om mit Liv, hans Mund rørte mit Øre og — saa hviskende som et Pust af Sommernatsluften — sagde han:

»Min lille Kone!«

I det samme lød en dæmpet Sang ude fra Søen: »Fred hviler over Land og By ...« og fra Taagen gled en Baad frem, dragende en gylden Stribe efter sig.

— — — Jeg vaagnede med en Følelse af at have noget glædeligt i Vente og fik Øjnene fulde af Sollys. »Hvad er dette? hvor er Du?« spurgte jeg mig selv og glippede med Øjnene for at blive rigtig vaagen. Saa saá jeg ham sidde i Skjorteærmer ved det lille Bord foran Altandøren, dybt og alvorligt optagen af at barbere sig. Jeg laa lidt og nød det kostelige Skue. Han skar de ynkeligste Ansigter og haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tænkte: »Han skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme Menneske af lutter Forfængelighed pint sig med at vaagne tidligt, for at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt under de mindre flatterende Forberedelser.«

Av! dér skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: »Ja vent Du bare, til jeg er færdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!«

Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Næsen, truede mig med en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfærdelig sød og tillige glat om Kinderne, skønt ikke uden Blessurer.

Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt.

Hvordan vi tilbragte den? Som det Æventyr-Prinsepar vi var: med at lege sammen som Kongebørn i et Rige, der var vort og smukkere end alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og mere kvægende end almindelig jordisk Mad og Drikke; med at være saa forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Kærlighed før var for intet at regne.

Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage Glans over sig.

Jeg husker os siddende ved Søen og spisende Frokost: nylagte Æg, frisk, syrlig Bondeost og Mælk med tykt Flødelaag. Jeg husker os staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de graadigt pludrende Høns og den galante og selvbevidst beskedne Hane. Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrækket klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Træ en Ugle, der lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde Øjne.

Jeg husker endelig vor Afsked med Æventyrlandet — da Vognen holdt for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde: »Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.«

— — Saa kørte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor der er Forældre og Synd og Sorg og ond Samvittighed.

Da de første høje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over mit Hjærte. Og da vi mødte den første Flytteomnibus, huskede jeg, at nu kom snart den Tid, hvor Sommerferien vilde skille ham fra mig.

Men da han saá, at jeg var bedrøvet, og han spurgte mig: »Er der noget, Du er ked over?« — da smilede jeg, tog ham med begge mine Arme om Halsen og saá ham ind i Øjnene, sigende: »Lad mig fortælle Dig det idag, hvor det er tungere for mig end nogensinde før at skilles fra Dig — lad mig fortælle Dig det idag, at mangt og meget i mit Liv vil jeg maaske komme til at angre, men aldrig — hører Du: aldrig — at jeg har været Din.«

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings