18. Februar.

Da Klokken iaften slog syv fra Sankt Nikolaj, gled en høj tilsløret Dameskikkelse fra Lille Kongensgade ud paa Kongens Nytorv. En høj Herreskikkelse, med Pelskraven op om Ørene, styrede i samme Nu imod hende. En Vogn var lige efter Herren. Kusken smækkede Døren op. Det formummede Par forsvandt ind i Vognen, der derefter ilsomt bortførte det.

Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mørk Port. Kusken er sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dør. En Slaa skydes fra indvendig. Døren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en kjoleklædt Kavallér sig, bukkende. Han lukker Vogndøren op, en pelsklædt Herre hjælper en tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg har reserveret det røde Kabinet.«

— — — Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse.

Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste — en Mængde gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak — naturligvis Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme »pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor Magens.

Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn.

Midt under det Hele spurgte han: »Naa, er det saa saa farligt at drikke Champagne sammen med mig?«

Nej, det ved Gud, farligt var det saamæn ikke. Men hellerikke morsomt, min Herre.

Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig, eller om han af Naturen er saa henkogt.

Der var et Øjeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtøjet af. Han stod bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb han min Haand og sagde: »Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!«

Jeg sagde: »Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre en Aften paa mig grimme Pige?«

»Grim!« — svarede han. »Nej tværtimod.« Han stod lidt og betænkte sig. Saa sagde han: »Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter. Smuk er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.«

Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse, der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel Salighed, af Triumf og Svaghed.

Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte: »Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.«

Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at meddele mig, at Drosken ventede.

Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget, Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til. Men De skal værs'god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.«

»Ja,« sagde han, »netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.«

Han sagde det høfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse eller Fornærmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige høflig, veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret!

At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med overbærende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort samme lille Julie hed i Kinderne — nej, det var endnu mere ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med ham. Hvordan mon han egenlig er? Han gør i Grunden slet ikke Indtryk af at være Skuespiller; tværtimod, der er saa lidt Positur ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu en, nu en anden Rolle.

— — Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit Løfte. Jeg tror nok, han blev i høj Grad overrasket, skønt han ikke vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at jeg var af saa pæn Familie. Men i det Hele taget gav min Demaskering ham vist meget at tænke paa.

Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?«

»Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?«

»Det véd De?«

»Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham — og en Beundrer.«

»Ja, Glerup er en Entusiast.«

Her kom jeg til at le.

Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?«

Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.«

Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade anfægtede Hr. Mørch. Han smilede tværtimod ekstra velfornøjet, løftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: »Glerups Velgaaende, Frøken! Jeg er ikke bleven skuffet ved at møde Genstanden for hans Lovprisninger overfor mig.«

Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt — alt er ham sikkert saa fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dér i Lænestolen, saá han ud, som om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvære. Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i Skødet paa ham, vilde han, uden at fortrække en Mine, have sagt »Velgaaende« til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke, skænker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke. Jeg fik et udmærket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen. Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft Lyst til at tage den med som en »Souvenir« om mit eneste Æventyr, men først sagde jeg prøvende: »Det er Synd for de dejlige Blomster; men jeg tør vist ikke komme hjem med dem.« Herpaa svarede han ganske tørt: »De er s'gu hellerikke værd at gemme. De er allerede halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér!

Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg svarede, at vi saas ikke mere.

»Herregud,« sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem. Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en Restauration.«

»Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.«

»Ja, ja.«

Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang:

»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er meget bedrøvet over, at De ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit Hoved ned og kyssede den.

»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ...« Ja, om jeg vidste, hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er ærlig og naar han spiller Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme.

Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mødetid. Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen?

Forbi er Æventyret. Og godt, at det ikke gik mere æventyrligt. Uden at rødme altfor meget — i Bevidstheden om, at forbi var det, — fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen og Aftenen hos Christiane.

Men sæt, at han ikke havde bedt mig om det Kys ... sæt, at han havde fortsat den besnærende Melodi ... sæt, at han havde benyttet sig af min Svaghed!

Skulde De være en honnet Mandsperson, Hr. Mørch, eller blot en lille Smule — dum?