← Table of contents
Julies dagbog

7. August.

Reading edition

(Brev indlagt i Dagbogen.)

Vedbæk, den 6. August.

Kære Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor Sorg, med en Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besøg i Sorø, anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu følger.

Jeg vilde gærne, Du skulde tro — selv om Du ikke forstaar det — at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst Forberedelse som noget nødvendigt, uundgaaeligt, som noget stærkt og tvingende, noget, der maatte nu saa være. Men naturligvis har det længe ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der var Øjeblikke, hvor jeg følte det; men jeg tvang mig til at tro, at det ikke betød noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en forbigaaende, intetsigende Misstemning — alt er endnu som før.

Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i min Sjæl. Det er forbi, det maa være forbi.

Ja, Julie — det meget slemme og tunge, jeg har at mælde Dig, er, at det maa være forbi mellem Dig og mig.

Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg er saa træt, saa hjælpeløst træt, at jeg ikke kan mere.

Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev. Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev bragt mig. Jeg ventede Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hør mig nu roligt, døm mig ikke straks: Jeg laa og ønskede, at der for en Gangs Skyld intet Brev maatte være; jeg var ligefrem hjærteangst for at se min Værtinde træde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift, Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold — ak! — jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit Sengetæppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjærne og fyldte min Sjæl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig til at bryde Brevet og læse det.

Hvor længe jeg laa saadan, véd jeg ikke. Der var ikke faste Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen, der gjorde mig saa træt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.

Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg sprang op, slog Gardinerne tilside for det fulde Dagslys, og som en Befrielse, næsten som en Lykke, steg den sikre Bevidsthed frem: Det er forbi, det maa være forbi.

Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine Tanker og Følelser. Det var Lykke, jeg straks følte. Jeg følte mig saa let og fri. Ligesom genfødt, med nye Kræfter og nye Forhaabninger.

Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.

Thi Sagen er jo den: Jeg har intetsomhelst at bebrejde Dig, jeg har tværtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det dejlige, Du har bragt mig, for al din søde Kærlighed.

Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er træt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfærdigt det end er.

Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter Dig, trods al din store Kærlighed, og Du vil enten tro, at jeg handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har løjet som en Bandit.

Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har løjet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa Ævner og Humør, saasnart et Forhold begynder at indsnøre mig.

Ser Du, da vi to i sin Tid lærte hinanden at kende, da troede jo hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt Øjebliks uforpligtende Glæde. Det var et Lune, en Stemning hos os begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og varigt Forhold, end sige om evig Kærlighed.

Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig, behøver jeg næppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte — hvad Du drillende bebrejdede mig — har sagt det, vidste Du det af min Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Væsen, der ikke lagde Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt og forunderligt, saa uberørt og troende, og Du vakte hos mig Følelser mere sarte og ømme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg følte mig i vor Kærligheds Morgenrøde som en lykkelig Opdager og Erobrer, fri, stærk, svulmende af Vilje og Ævne til nye Bedrifter.

Vi elskede hinanden; men vor Kærlighed var af forskellig Race. Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med artistisk Frihedstrang. For Dig var Kærligheden dit Livs alt og eneste, og Du havde intet andet Ønske end at give Dig og eje mig helt og uden Begrænsning.

Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets Ørken. Du vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.

Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og stærke Kærlighed løb min mindre haardføre Kærlighed træt.

Vort Forhold formede sig til noget større og alvorligere, end jeg kunde og vilde magte. Og det gjorde mig efterhaanden bange. Jeg saá, hvordan din Kærlighed voksede Dag for Dag, jeg følte, hvordan Du bandt Dig fastere og fastere til mig, og Egoist, som jeg er, reagerede jeg mod denne din stadig inderligere Sammenleven-Dig med mig. Jeg begyndte at føle Ubehaget ved at blive ansvarlig for et andet Menneskes Liv, jeg følte mig hæmmet i mine Bevægelser, fastholdt, ufri. Og det Øjeblik kom, hvor jeg maatte bryde ud, atter have Plads om mig til alle Sider, atter være ene og fri.

Desuden, den Vanemæssighed, der efterhaanden kom over vort Forhold, pinte og forstemte mig. Mennesker som jeg og mine Lige frygter netop Ægteskabet, fordi det er Kærligheden reguleret og sat i System. Men vore Møder, der i Begyndelsen havde det Uventedes, det Tilfældiges og Æventyrliges Ynde, blev snart og mere og mere et vedtaget, mønsterværdigt ordnet Pligtforhold. Vi saás de og de Dage til bestemte Tider, efterhaanden saás vi saa og saamange Timer hver Dag. Der var ingen Overraskelse, intet uventet, intet tilfældigt længer; kun en daglig Gentagelse af et og det samme. Før, naar Du skulde komme til mig, var det mig en Fest at forberede alt til din Modtagelse. Og naar vi skiltes, spurgte jeg med forventningsfuld Skælven: »Ses vi snart igen?«

Der oprandt siden Dage, hvor jeg maatte tvinge mig til at sige den staaende Afskedsfrase: »Vi sés vel i morgen?« og til, naar Du kom, at spørge: »Hvad vil Du drikke? Ønsker Du Cigaret med eller uden Mundstykke?«

Jeg havde haabet, at det skulde hjælpe, naar jeg flyttede paa Landet og vi en Tid ikke saás saa ofte. Men desværre er der noget, der hedder Breve. Ved personligt Samkvem er der dog Mulighed for Variation. Breve er den mest retliniede Ensformighed. De begynder og ender med Fraser, som højst kan veksle i Ordstillingen; de forsendes og ombringes til regelmæssige Klokkeslet; de møder, som Soldater, i Konvoluternes altid samme Uniform og med reglementerede Frimærke-Epauletter.

Alt dette betød for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der langsomt tyngede min trætte Kærlighed til Jorden.

Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig. Jeg er træt. Jeg kan ikke længer. Jeg maa være fri.

Jeg føler, medens jeg skriver dette, min Træthed til den Grad, at jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjærte dog gemmer for Dig.

Ogsaa synes det mig næsten uværdigt at pynte med smukke Ord paa dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde brutalt og uretfærdigt. Jeg føler det jo selv. Jeg ser det oprørende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket mig for højt.

Alligevel, det maa saa være. Alle Indvendinger dræbes af mit trætte: Jeg kan ikke mere.

Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen. Tro ikke det. Nej, det er forbi, og baade Du og jeg gør bedst i ikke at forsøge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter fulgte, vilde kun blive grimt.

Du har tit og ofte sagt til mig: »Lov mig altid at være ærlig imod mig. Den Dag, Du føler Dig træt af vort Forhold, skal Du straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet paa Naade og Medlidenhed hos Dig.«

Den Dag, Du saaledes forudsaá, er nu kommen. Og jeg siger Dig det ærligt, som Du har forlangt det af mig.

Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har allerede længe været træt. — Dertil svarer jeg: Min Træthed har ikke før været mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig; thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.

Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor Kærlighed som en skøn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil blande sig i Erindringen.

Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tør slet ikke tænke paa, hvilken Fortræd og Smærte jeg nu volder Dig. Men naar en Tid er gaaet, og vi atter sés — mere rolige end vi nu kunde mødes — da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i det rette Øjeblik, og at vi førte vor Kærligheds Skjold uplettet ud af Stævnet.

Farvel, og prøv paa at dømme mig ikke altfor strængt.

A.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings