11. April.

Jeg er glad over, at jeg fik Lov til at være lidt sammen med ham iaften. Imorgen skal han spille en stor ny Rolle, som han har sat saameget ind paa. Jeg blev kun en Times Tid hos ham for ikke at forstyrre ham. Han kom lige fra Generalprøven og var i udmærket Humør. Den eneste af Kollegaerne, som han har Tillid til og paa hvis Dom han sætter Pris, havde sagt, at han spillede godt.

Det er sjældent, at han taler om sig selv som Skuespiller. Men iaften trængte han, kunde jeg mærke, til at aabne sit Hjærte, og jeg tror nok, han kunde lide, at jeg var hos ham.

Jeg sad stille og nød ham, nød det at se dette ellers saa beherskede Menneske i Stormflod over alle Sluser. Pludselig saá han hen paa mig og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: »Du ser helt forskrækket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset?« Lidt efter fortsatte han: »Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten haaber, Du allerede længe har haft en Anelse om —: jeg er ikke slet saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele. Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar større Effekt ved kun at lade Vulkanen virke som en sydende Understrøm, der heder Jorden og en sjælden Gang overrasker med en lille Eksplosion.« Han blev igen alvorlig: »Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men ligemeget forresten. Det er paa Understrømmen i mig, jeg er Kunstner. Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gøre mig til en bedre Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt Bjældespil eller lunter af i hæderlig Hverdagsagtighed — begge Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.«

»Du er vist slet ikke vigtig?« sagde jeg — ikke mere ondskabsfuldt, end at han uden Vanskelighed kunde forstaa, at han ialfald i mig havde en beundrende Tilskuer.

»Jo« — svarede han og knælede ned for mig — »jeg er vigtig, meget vigtig endogsaa. Men véd Du hvorfor? Fordi jeg har Dig. Thi af Dig har jeg lært at spille min Rolle godt.«

»Saa var det egenlig mig, der burde være vigtig?«

»Jeg vil ogsaa haabe, at Du maa være det imorgen Aften. I det mindste en lille Smule glad.«

— — — Naturligvis skal jeg i Teatret imorgen. Desværre sammen med Emmy, hvis Pjat jo nok skal gøre sit til at ødelægge Nydelsen for mig. Men jeg havde ingen anden Udvej. Jeg turde ikke tage imod Billet af ham. Saa fik jeg Emmy til at invitere mig — som Forskud paa min Fødselsdag.