1. Maj. (Søndag).
Reading edition
Den forfærdeligste Dag i mit Liv.
Skulde have været i Kirke med Moder, fik det ordnet saadan, at jeg gik til Bedstemoder istedetfor. Paa Vejen kiggede jeg op til hans Vinduer. Han var nok ikke staaet op endnu. Der var ikke aabnet Vinduer i Soveværelset, og kun for det ene Vindue var Gardinet trukket fra. Hvor jeg havde Lyst til at smutte et Øjeblik op til ham, ruske ham og drille ham, saa han blev lysvaagen.
Det var det hæsligste kolde Foraarsvejr med Taage og Tjatregn. Folk skyndte sig med gnavne Ansigter og grimme Regnslag til Kirke. Sandelig, de trængte til at opbygges. I mit Hjærte var der uden Kirkegang Helligdag.
Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med Søndagskappe paa. Paa Vinduesforhøjningen sad gamle Marie med sit Strikketøj og læste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun Klosterkirke med Potpourriduft som Røgelse.
Bedstemoder klappede min Haand med sine tørre, rynkede Gammelkone-Hænder. Jeg kunde se paa hendes Øjne, at der laa en Gave i dem. Men Bedstemoder hører ikke til dem, der buser lige paa.
Hun begyndte: »Vejret er nok ikke det bedste idag.« Saa lidt efter: »Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag.« Omsider: »Monstro Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften?« Det havde Julie i høj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For mit Stykke skulde gaa.
»Jeg synes forresten, Du har set det Stykke én Gang før?« spurgte Bedstemoder.
»Jamen jeg vil saa gruelig gærne se det om igen.«
»Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften,« sagde pludselig Marie oppe fra Forhøjningen. »Der staar i Avisen, at han, Mørch, er bleven saa syg.«
Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: »Men Gud dog, Frøken!«; at Stuen løb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte hørte Bedstemoder sige: »Barn, Barn!« og at jeg, da jeg slog Øjnene op, fandt mig liggende i en Lænestol, mens Marie holdt noget stærkt lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: »Hvad er der dog hændet?« Men i det samme var hele Erindringen og Forfærdelsen i min Sjæl, og hvis Marie ikke havde grebet stærkt fat i min Arm, saa det gjorde ondt, var jeg igen falden hen.
Min første Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg først lidt efter lidt fik min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.
Men Bedstemoder kom mig selv til Hjælp.
»Har Du nydt noget til Morgen?« spurgte hun.
»Nej, Bedstemo'r.«
»Det tænkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler ikke at være fastende. — Hent et Glas Vin, Marie.«
Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde mig paa Knæ foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skød og brast i Graad. Jeg græd, saa jeg syntes, mit Hjærte maatte briste. Jeg kunde slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind med Vinen, jeg hørte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt, mens Bedstemoder blot blødt og langsomt strøg mig over Haaret. Det var alligevel godt at faa Lov at græde ud og saa velsignet dulmende at føle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.
»Se saa, Barn! Se saa, Barn!« gentog hun mange Gange, mens Graaden stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke møde hendes Blik. Og dog pinte den Tanke mig nu: »Du maa afsted. Du maa op til ham og have Klarhed.«
Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige Mildhed, der klang i hendes Røst: »Du skal ikke være bange for, at jeg skal spørge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid, og jeg véd, at unge Hjærter har Glæder og Sorger, som gamle klodsede Hænder ikke tør røre ved. Men skulde Livet — hvad Gud forbyde — bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun, hvis jeg da lever, trygt til mig. — Og nu skal Du rejse Dig, Barn, og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte Dig tidligt til Køjs.«
— — — Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg var styrtet afsted gennem Gaderne. Men nu — jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i Huset, syntes jeg at mærke en tung Sygestueluft, og her ved Døren var det, som om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte sig ind i mig. Naar jeg ringede, vilde Døren blive lukket op, og Pigen vilde staa bleg og grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve at spørge. Nej, nej — det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i Himlen ...« Nej, ikke nu. Gud vilde kun fortørnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig tænkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klangløse Lyd. Naturligvis — sagde jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede — naturligvis er der bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.
Der lød sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt udseende Dame, aabnede Døren. Hun sagde — vist uden at jeg havde spurgt, men hun forstod sagtens let mit Ærinde —: »Hr. Mørch har det meget daarligt.« Gud være lovet, han levede altsaa. Det var Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars Aftes — Dagen før havde jeg været hos ham. Lægen troede dog ikke, der var alvorlig Fare paa Færde.
Damen saá ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.
Jeg spurgte, skønt jeg indsaa det Haabløse i det: »Kunde jeg ikke komme ind til ham?«
»Nej, Frøken, det er aldeles umuligt. Lægen har forbudt ethvert Besøg. Desuden er det jo smitsomt.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov — blot lige se ham!«
Damen mønstrede mig med et velvilligt Blik.
»Det lader sig desværre ikke gøre. Frøknen er maaske Hr. Mørchs Forlovede?«
Blodet steg mig til Hovedet: »Nej.«
Hun saá forundret paa mig: »Hvem tør jeg da hilse fra?«
»Fra den unge Dame.«
»En ung Dame?«
»Nej, den unge Dame.«
— Sagtens tror hun nu det værste om mig. Men hvad gør det, blot han faar en Hilsen fra mig!
Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet beherske mig, saa at Ingen har mærket noget, forstaar jeg ikke.
Jeg véd, at da Klokken blev 5—6, kunde jeg ikke holde ud at sidde hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud — Gud véd under hvilket Paaskud! — var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule bedre.
Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun, for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjælper ham og plejer ham; hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og Fremgang.
Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund paa at ofre mit Liv for ham — jeg maa som en Uvedkommende staa ved hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han køber, naadigst vil give mig. Hun spærrer Døren for mig, hun giver mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kæreste, mit Eneste, et Blik!
Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde det uden Betænkning.
Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed, den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.
Saa maa jeg da pænt blive her — her, hvor jeg intet har at gøre, hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har et Atom af ham. Ikke nævnes hans Navn, og ikke kan jeg nævne det. Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprænger mig, fordi jeg ikke tør give den Luft.
Blive her — tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg kun har én Tanke i min Sjæl: ham, ét Ord paa mine Læber: ham.
Blive her — sidde pænt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle Længsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.
At tænke sig, at han kunde ligget syg og være død, uden jeg havde anet noget derom før af en Notits i et Blad. Være død, uden at jeg havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste Ord og Blik.
Saa fattig, saa retløs er min Kærlighed. Saa usle dens Vilkaar. I Smug og Mørke maa den liste sig frem. Aldrig tør den træde ud i Dagens Lys og gøre sine Krav gældende.
— — — Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.
Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet Menneske i Verden.
Gud lade mig beholde Dig.