30. Maj.

Der har været Dage, hvor jeg syntes, han var ligesom lidt træt og uoplagt. Jeg har da sagt til ham, at han vist var ked af, at jeg kom saa meget til ham. Han svarede altid, at det var en taabelig Indbildning; at han sikkert havde Dage, hvor han var modløs, trist og nervøs, og at det var »ugalant« (et Ord jeg hader!) af ham at lade mig mærke det, men at det kun var ham en Opmuntring og Behagelighed, naar jeg kom. Jeg maatte ikke være vred over, at han ikke altid kunde beherske sit daarlige Lune, der dels skyldtes hans »uelskværdige Karaktér« (Koketteri!), dels Fortrædeligheder, hvori jeg ingen Part havde.

Jeg har da bedt ham om at give mig sin Fortrolighed. Jeg vilde kun være glad, om jeg maatte faa Lov at dele hans Sorger, og han maatte jo vide, at der ikke var det i Verden, jeg ikke vilde gøre, hvis jeg paa nogen Maade kunde være ham til Hjælp.

Men naar jeg sagde noget saadant, tog han mig paa Skødet, kælede for mig og svarede, at jeg ikke skulde tage mig hans Gnavenhed nær. Det betød altsammen ikke noget, jeg skulde bare lade som ingenting.

Nu véd jeg, hvad der er i Vejen. Det er Pengesorger.

Baade igaar og idag kunde jeg mærke, at han var meget trykket og urolig. Da jeg kom igaar, sagde han: »Bliv ikke vred over, at jeg beder Dig om at gaa snart. Men her kommer om lidt en Herre, som jeg nødvendigvis maa tale med.« Jeg vidste jo ikke den Gang, hvad det var, saa jeg opførte mig vist meget urimeligt. Det var aldrig passeret mig før, at han havde bedt mig om at gaa. Jeg syntes, det var ondt af ham at jage mig bort, og jeg anede alt muligt slemt.

Jeg var endnu ikke videre sød, da jeg kom igen idag, og surere blev jeg, da jeg fandt ham i det samme daarlige Humør.

Vi havde en rigtig hyggelig halv Time, hvor det trak op til Uvejr hos os begge, saadan at han blev strammere og strammere i Ansigtet og jeg mere og mere grædefærdig. Omsider kom Udbruddet, da han efter en lang Pavse, i sin køligste Tone, sagde: »Det tegner jo til at blive forfærdelig gemytligt.«

I det samme, han havde sagt dette, tudskraalede jeg, og i det samme var han henne hos mig og bad mig i de ømmeste Ord om Tilgivelse.

»Jamen, hvorfor er Du saa ond imod mig? Hvad har jeg gjort? Er Du ked af mig?«

»Nej, Julie, jeg er ikke ked af Dig. Men jeg er saa forpint.«

»Og Du vil ikke sige mig Grunden? Hvorfor maa jeg ikke vide, hvad der piner Dig, naar det ikke er mig?«

Saa fortalte han mig det Hele. Han skulde, inden han rejste paa Landet, skaffe en Mængde Penge, som han skyldte til Terminen, og han vidste endnu ikke, hvorfra han skulde faa dem. Og da jeg forundret sagde, at jeg troede, han var rig, svarede han, at det troede alle, men det var en Fejltagelse. Han ejede nok en lille Kapital, men den stod foreløbig fast, saa han kun kunde hæve Renterne, og han havde i de sidste Aar levet i høj Grad letsindigt.

»Men naar Du nu ikke kan skaffe de Penge, Du skal have —?«

»Ja, Du, saa er det meget slemt. Dog, Du skal ikke være bange. Pengene faar jeg nok tilsidst. Det er kun kedeligt, mens det staar paa.«

Vi sad nu i Sofaen og snakkede fornuftigt sammen, og jeg var helt glad igen. Jeg syntes, jeg havde ham mere end nogensinde før, nu, da han ogsaa indviede mig i sine dagligdags Bekymringer.

Men da jeg sagde til ham: »Vil Du gøre mig en Tjeneste? Vil Du for Fremtiden lade være at bruge saamange Penge for min Skyld? Jeg bryder mig hverken om Gaver eller fine Middage!« — saa smilede han, kyssede mig og svarede: »Det er meget sødt af Dig, hvad Du dér siger. Men tro ikke, at det er Dig, som ruinerer mig. Nej, min egen lille Pige, den Smule, vi har depenseret sammen, gør desværre hverken fra eller til.«

Og lidt efter, da han bød mig et Glas Vin, sagde han: »Hvis Du mener, jeg tør tillade mig en saa vanvittig Ødselhed?«

Han kunde nu alligevel gærne have ladet være at drille mig.