16. Marts.
Reading edition
Han spurgte mig iaften, om jeg skulde giftes med Erik. Jeg svarede, med Vilje, undvigende og ubestemt. Jeg vilde se, hvad Indtryk det gjorde paa ham.
Han sagde da: »Ja, Erik vil blive en god Ægtemand. Det er mere, end jeg kan sige om mig selv. Jeg hører til de Mennesker, som det kan være behageligt at træffe en Gang imellem, men som det er utaaleligt at omgaas til daglig. Jeg er baade sær og gnaven, og naar jeg har en Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nær. De tror det maaske ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.«
Hertil bemærkede jeg: »Tak for Advarslen. De skal dog ikke være bange. Jeg nærer intet Ønske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig opfattet Dem som Ægteskabskandidat.«
Siden vendte han tilbage til Æmnet.
»Erik altsaa,« sagde han, »kunde De tænke Dem at gifte Dem med?«
Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min højre Haand hvilede paa Bordet foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit Spørgsmaal, næsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik, men at nu ... »Hvad nu?« hørte jeg ham hviske. »Nu véd jeg, at det er umuligt.« »Og hvorfor?« Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans Øjne saá saa bedende, saa varmt ind i mine, jeg følte Blodet stige i mig, det flimrede og susede om mig, jeg blev saa svimmel ... og saa ... Ja, saa var det, at han havde kysset mig eller jeg ham, og at jeg hørte ham kalde mig Du, og fandt, det var den naturligste Ting, at jeg ogsaa sagde Du til ham. Og saa husker jeg forresten ikke andet, end at han holdt mig i sine Arme og blev ved at sige med en Stemme, der endnu skælver i mine Øren og faar mit Hjærte til at banke højt af Lykke: »Min egen søde, lille Pige, min yndige lille Pige.«
Jo, ét husker jeg endnu. At jeg sagde: »Men jeg er jo slet ikke yndig!« og at han svarede: »Du er yndigere end nogen Anden. Du er det skæreste og blødeste og fineste i Verden. Du er netop det, de gamle Digtere kaldte en yndig Jomfrugestalt.«
Jeg maatte se mig i Spejlet, da jeg kom hjem. Og, min Tro, om jeg ikke fandt, jeg var ligefrem pæn. Det er vist det, man kalder Suggestion. Han digter mig smuk, og saa bliver jeg smuk.