8. Januar.
Reading edition
Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils ham fra mig.«
Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej, Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden. Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og taabeligt!
Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede, havde Part i min glade Stemning. »Hvor Du saá sød ud, da Du sov!« — de Ord lød hele Dagen i mine Øren og fyldte mig med kildrende Velbehag. Altsaa kan Du se sød ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar jeg sover, at jeg har mine nette Øjeblikke. »Frk. Julie Magens havde igaar en belle nuit!« Det lyder ikke ilde, men desværre faar jo hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun udfolder sig om Natten.
Imidlertid, saa latterligt forfængelig havde den moderlige Hyldest gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt Revue over mig selv foran Spejlet.
Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen højt Gyngespejl i Nøddetræs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet »paa halv«, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tændte de to Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod jeg da Frk. Julie præsentere sig i allehaande flatterende Stillinger og foretage mimiske Øvelser. Jeg forsøger at være upartisk, idet jeg optegner Resultatet af mine Granskninger:
Julie er en høj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til Gengæld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler »Figur«, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun sædvanligvis gør. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er alvorligt. Det har nemlig en Næse, som ved sin barokke Konstruktion forstyrrer ethvert højtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlæben i værdig Alvor stræber ned mod Underlæben, antager hele Ansigtet et sørgelig faaret Udtryk. — Julies Ansigt forbedres derimod i høj Grad ved et Smil. Overlæben kommer da paa sin rette Plads, de pæne store, hvide Tænder viser sig, og selv Næsen virker ikke saa ilde ind i Ensemblet. Men først og fremmest er de brune Øjne skabte til at smile. De kniber sig sammen i en Mængde smilende Rynker og blinker gemytligt, næsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie staar med et saadant smilende Ansigt, det krusede mørke Haar ned over Panden, og kysser paa Fingeren — hun har nemlig en smuk, smal og hvid Haand —, er hun ikke fri for at være sød og en lille bitte Smule — koket.
»Enkens Datter« koket, den gnavne Professor Magens' »grimme Unge« sød ... nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en bestukken Kritiker.
Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prøven igaar Aftes, var hun endnu i godt Humør, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag et langt elskværdigt Brev til Erik.
Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag.