12. Marts.
Reading edition
Jeg er forfærdet over mig selv. Jeg, som før intetsomhelst har foretaget mig uden at betro mig til og raadspørge Moder, jeg lyver nu for hende værre end en Kineser. Hvor det er lavt, modbydeligt og ydmygende at skulle lyve saadan. I Grunden skammer jeg mig jo slet ikke over, at jeg elsker ham og at jeg besøger ham. Det er det eneste i mit Liv, som har noget Værd. Jeg føler, at jeg vokser ved min Kærlighed. Det er, som om jeg før vantrivedes i Skygge og nu først folder mig ud, faar Fylde og Farve i Solen. Hvorfor skal jeg da saa lumpent behøve at besudle, forsimple min Lykke ved Fornægtelser og Løgne?
Men hvis jeg var ærlig, hvis jeg sagde Sandheden, et af to skete da: Enten maatte jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte forlade mit Hjem og flygte — hvorhen? Det første kan jeg ikke, og det andet vover jeg ikke. Ja, om han sagde: »Kom til mig!« Men nej, nej, det gør han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham. Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg maa lyve, lyve atter og atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Dødsens Angst i mit Hjærte, altid forberedt paa at blive modtaget med den dræbende Dom: Du er opdaget.
Jeg lyver, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af Neglene af Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke, at Moder endnu intet har mærket.
Det mest oprørende er at skulle skjule min Kærlighed til ham under Venskab til Christiane. At skulle fornægte ham, som er min Stolthed, og sværge til hende! At være nødt til at gøre mig behagelig for Christiane for at sikre mig hendes Hjælp. Allerede nu har hun, i Følelsen af sin Uundværlighed, antaget en næsten fræk Tone og et paatrængende intimt Væsen overfor mig. Hun kommer med Spørgsmaal, der fornærmer mig som en Profanation af det Helligste, og med raa Plebejer-Graadighed overgramser hun min Sjæls fineste Hemmeligheder, som jeg end ikke vover at røbe for mig selv.
Jeg kan se mig saa desperat paa hende, at jeg kunde slaa hende i det runde Ansigt. Min alt andet end elskelige Papa, jeg kunde have kysset Dig, da Du igaar ved Middagsbordet sagde til mig: »Hvad Fanden er det for en sygelig Passion, Du har faaet for Christiane? Hun ligner jo, Herren hjælpe mig, ikke andet end en Klump Hyldemarv med Arme og Ben af Tændstikker.«