12. April.

Saamange forskelligartede Indtryk er iaften strømmede ind over mig, at jeg ikke kan klare mig dem.

Jeg begynder med Begyndelsen.

Paa Vejen til Teatret underholdt Emmy mig med at fortælle om ham og Fru Paula Hansen. Om jeg ikke havde hørt, at de to nu var Kærester? Hele Byen (Emmy er altid Ordfører for hele Byen) talte ikke om andet.

Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfægte af Emmys Sladder. Ligesom Katoliker, for at værge sig mod syndige Tanker, uafladeligt beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans Ansigt, saadant som det kærligt ser paa mig, og gentage forelskede Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys giftige Ord ustandseligt dryppede i mine Øren, rejste Tvivlens og Fortvivlelsens Spørgsmaal sig triumferende i min Sjæl: »Hvad véd Du egenlig om ham? Du Daare, der vil fæste Lid til En, Du ikke kender?« Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans Ord lød spottende, og jeg hørte ham sige med en ond Latter: »Ikke sandt, hun er smuk?«

Da vi stod udenfor Teatret, havde jeg mest Lyst til at løbe min Vej. Løbe bort fra det altsammen, fra Livet, der er saa umuligt at faa Rede paa; fra Menneskene, der mest pønser paa at gøre Livet ondt for hinanden.

Saa fandt jeg mig siddende i Salen mellem den summende Sværm. Jeg hørte Latter og ligegyldig Pjat af Folk, der var komne i Teatret for at slaa nogle Timer ihjæl, og jeg syntes, det var oprørende, at han skulde give sin Kunst til denne uforstaaende, hjærteløse Hob.

Da pludselig hørte jeg Emmy hviske: »Der er hun!« Jeg fulgte Retningen af Emmys Blik, og jeg saá oppe i Balkonen paa første Række en Dame, jeg straks genkendte fra Portrættet som Fru Paula Hansen.

Ja, hun er smuk. Ikke med regelmæssige Træk, men med en blød Ynde over hele den fine og elegante Person, og først og fremmest med vidunderlige Øjne.

Jeg véd ikke hvorfor. Jeg følte straks kun Sympati for hende. Der var, som hun sad der tilbagelænet i Sædet, uden Opmærksomhed for Publikum omkring hende, et Præg af tankefuld Sørgmodighed over hende, som rørte mig.

Jeg kunde ikke faa Blikket fra hende. En underlig Trang kom op i mig — en Trang til at lære hende at kende, at kysse hende og sige til hende: »Lad os to være Venner.«

Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: »Gud véd, hvor mange Veninder han iaften har siddende her i Teatret.«

... Musiken begyndte, og der blev stille i Salen. Altsaa nu om et Øjeblik kom det. Og næppe var den Tanke opstaaet i mig, før jeg følte Angsten klemme mig om Hjærtet, saa jeg troede, jeg skulde besvime. Med fugtige Hænder krammede jeg mit Lommetørklæde, sanseløs svarede jeg Emmy paa nogle Spørgsmaal, jeg aner ikke om hvad.

Saa var Tæppet oppe. Jeg saá Ansigter bevæge sig deroppe bag Lysrækken, jeg hørte dem tale, og jeg hørte, at der af og til blev lét og klappet rundt om mig — jeg lo selv med, tror jeg, men jeg opfattede ikke et Ord af det, der blev sagt. Jeg sad som i lam Vildelse.

Saa med ét var det, som om der blev kaldt paa mig. Der gled Slør fra mit Blik, en varm Strøm rislede gennem mig: han stod deroppe, og han talte.

Var det en Hallucination? Sad jeg i hans Stue, og var det mig, han talte med?

Jeg maatte knibe mig i Armen for at blive rigtig vaagen og forstaa, at jeg var paa Komedie. Var paa Komedie og saá min egen Kærlighedslykke blive spillet. Hørte alle de Melodier, som var nynnede for mig, lyde i fuldtonende Skønhed oppe fra Scenen.

En uvilkaarlig Angst og Undseelse greb mig. Blodet skød mig op i Kinderne, og jeg saá paa Emmy, saá paa de andre Tilskuere, om de skulde have opdaget noget.

Saa kom jeg til at smile af min taabelige Angst og sank hen i en lykkelig Nyden, var saa lykkelig og stolt og betagen, at Taarerne løb mig ned ad Kinderne, glemte Alt og Alle om mig, indtil Tæppet faldt under stærk Applavs, og der blev lyst i Salen og Emmy leende sagde: »Men Du gode Gud, hvad tuder Du dog for? Der var jo ikke noget sørgeligt i det.« Men da hun føjede til: »Han spillede forresten dejligt!« — steg hun betydeligt i min Agtelse.

I Mellemakten var mit Blik paa Vagt i Fru Paulas Loge. Hun sad nu og spejdede nysgærrigt rundt i Salen, som om der var noget bestemt, hun søgte efter. Pludselig mødtes vore Blikke, og jeg syntes, jeg saá et mørkt Glimt i hendes Øjne. Jeg opdagede ogsaa, at hun siden i Løbet af Aftenen oftere rettede sin Kikkert paa mig. Skulde hun vide, hvem jeg er, og skulde hun ane noget? Skulde han —? Nej, det er umuligt. Alligevel foruroliger det Blik mig, og jeg havde Resten af Forestillingen en ubehagelig Fornemmelse af at blive bevogtet.

— — Saa var Stykket forbi, og vi stod ude ved Garderoben for at faa vort Tøj. Jeg bad Emmy ikke trænge for ivrigt paa; jeg vilde helst vente saa længe som muligt for at opsnappe de rosende Ord, der faldt om ham. Alle var forbavsede over, saa godt han havde spillet. Jeg hørte En sige: »Nu er hans Lykke gjort. Nu har han da endelig vist, at han er et stort Talent.«

Nu endelig! Men hvorfor nu? Det vidste kun jeg. Om Du, min egen Ven, havde set, hvor højt jeg i det Øjeblik satte Næsen til Vejrs, vilde Du have haft Anledning til at knibe mig i Øret og sige: Vigtigpraas!

— Ved Udgangen af Teatret løb vi lige paa Erik. Han var straalende over Vennens Succes og sagde: »Nu vil Du vel indrømme, at der er noget ved ham!« Forøvrig fortalte han, at han snart igen rejste til Udlandet. Han havde foreløbig opgivet at begynde en Forretning herhjemme. Stakkels Erik!

Emmy vilde have mig med hen i et Konditori og drikke Te. Men jeg gøs for at skulle døje hendes udførlige Kritik over Stykket og Spillet, og jeg slap fra hende ved en Sporvogn. Da jeg havde kørt et lille Stykke, steg jeg imidlertid ud. Jeg havde pludselig faaet en uimodstaaelig Lyst til at se ham endnu i Aften, blot lige se ham og sige ham, at jeg elskede ham højere end nogensinde.

Naturligvis var det dumt af mig at tro, jeg kunde træffe ham. Jeg var ved hans Dør. Den var lukket. Og der var mørkt i hans Lejlighed. En halv Time flakkede jeg om udenfor Huset, saa maatte jeg hjem.

Men paa Hjemvejen var al min Vigtighed borte. Jeg sad i Sporvognen og havde megen Møje med ikke at græde, mens jeg tænkte paa, at han nu maaske var sammen med hende, og at denne Aften dog burde have været min — min helt og holdent.

Mon han iaften har tænkt paa mig? Var det mon en af mine Blomster, han bar i sit Knaphul? Som et Vink og en Hilsen.

Jeg vil tro det. Og jeg vil ikke tænke paa alt det, Emmy fortalte mig.

Han kan ikke iaften have været sammen med hende. Selv om det ikke er saadan som Emmy siger, synes jeg, han maatte forstaa, at det vilde være Synd imod mig.