IX.

1. Juli.

Der er hændet mig en Stump af et Æventyr.

Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.

Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød, som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over, hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste Kæmpebid.

I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til mig.

Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig: »Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner Papiret. »Ikke sandt« — spørger hun — »det er Deres? Jeg kendte Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte mig?«

Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej, naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe nok.«

Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«

At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe fra Højalteret.

Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede Dem. Men jeg tænkte« — og hun saa' alvorligt paa mig — »at De maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa Skibet ved Landgangen, var De borte.«

Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang, gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som et hvidt Syn mellem de mørke Graner.

Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord, der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er atter forsvunden.«

Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun forsvandt.