XXXII.

19. Marts.

Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven.

Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset, hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være min Hu til Vilje, svimler det for mig.

Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:

»Hører Du den samme Sang som jeg?«

»Hvilken Sang hører Du?«

»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«

»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer. Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder, staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. — Jeg hører Naturen synge dit Bryllup ind.«

Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.

»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.

Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun. »Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«

Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke at styrte med hende.

... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:

»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«

Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen. Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.

21. Marts.

Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.

Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den Gamle var i helt godt Humør iaften.