III.

Vejrbakken, 6. Juni, Aften.

Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa ombord — jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse Spejlglas-Butiksruder.

Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.

Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine Barndomsdage.

For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket — som nu —, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.

Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri, mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.

Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde det.

Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt. Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den stedlige Presse mellem Ideens Talsmand — Latinskolens Historielærer — og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken, og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.

Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe, efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes — fortalte ialfald min Barnepige — morede de sig med at binde smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes. Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.

Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde, der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder, morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet, bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed besørger deres Privatanliggender.

— — — Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv. Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen, der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende Smil — — jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.

Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.

Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting, jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat. Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige, der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor flittigt — men forgæves — spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot som en forglemt Levning fra svundne Dage?

Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den tyske Indkvartering — Soldaterne, der skændtes med Moder om den danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig, fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden, jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« — siger Fader, bleg og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser, Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske Soldater er flygtede.

Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen. Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn. Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse — han var indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn. Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet, andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne, alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke. Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse — ja, Skamfølelse — over Nederlaget, der stod at læse i deres forpinte Ansigter.

— — Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke, uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa den hjemlige Grund.

Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede, indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu — som var det de samme — tarvelige Vedbendkranse og Moskranse med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand, og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske Blomster modtager mig.

Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.

Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.

»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker. Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver hos Dig.«

Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for alt — i gamle Dage og nu.«

Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille, sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.

— — Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver jeg.

Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg, dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske, skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.

Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.

Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den har sin Udsigt.

Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.

Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke udlejes, — Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster — men som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.

Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue et Arbejdsbord, nogle Stole — ja ovenikøbet en Sofa.

Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung Student, har jeg ikke smagt Pibe.

Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter — hvad er I dog mod de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min gamle By!