II.

Ombord.

Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod Skibet.

Tankerne følger Striben tilbage — til det Liv, den Verden, hvor jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt, tomt og intetsigende det nu synes mig. Og det har jeg ofret femten af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane, sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.

Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling — den, vistnok Mange misunder mig som atraaværdig —, er det i en inderlig Følelse af dens haabløse Uudholdelighed.

Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden, mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne, et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal? Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.

At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne, drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning, at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder, uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution overflødig.

— — Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun, som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde Freden.