XVII.

23. August.

Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør. Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud. Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle Bys Fremfører.

Idag viste jeg hende Slottet.

Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer, der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid, det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.

Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard, der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige Gangbrædter over.

Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger. Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.

Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af døende Fakler og ilede ind i Mørket ... — Om det Drama, der er udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner. Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle skrækkeligt lemlæstede. — Siden hed det sig, at en Fisker, der hin Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.

... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer jeg og peger paa Gangbrædtet:

»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«

»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.

»Kom, saa skal De høre!«

Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger, hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.

Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger — vi gaar ikke derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt — udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem. Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til. Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham, kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde. Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det var gnavet over — af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par murede Trin, som fører nedad.«

— — Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«

»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig, hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte, aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«