XXXVIII.

Sidste Dage i April.

Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder: Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der har at tale for sig.

At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale. Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge, som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske, snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode, hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr. A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?

Forklædningen narrer Ingen anden end — Forfatteren. Han tænker: siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver. Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de, ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere overvældende.

Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild Samtid.

Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade. Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse, som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og følt noget lignende.

Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den. Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.