XII.

9. Juli.

Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger.

Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne. Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.

Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om Lammene.

Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og siger en Spøg om sin egen Hidsighed.

Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet, de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.

Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By, nu kommer din onde Besøgelsens Stund.

... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.

Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.

Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i Møllerens Have.