XXXV.

Løst Blad.

Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk, værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler — alle skal de med at se Vaaren paa Vejrbakken.

Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte Bedrifter.

»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«

»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter. Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«

»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til sin Rede.«

Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale; hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.

»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og Glæden.«

»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«

De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.

»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det har regnet i Nat.«

»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«

»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«

»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«

Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade Mennesker udbryder i høje Fryderaab:

»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs, og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der turde bryde en Gren!«

Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«