XV.

Natten mellem 1ste og 2den August.

I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun. »Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde straks føle mig tryg og vel til Mode.

Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.

Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.

Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte: har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede og smykkede Eneboerlivet for os.

Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang, hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden altid tændte i hans Øjne.

Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:

»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm. Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har fortalt mig.

Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig ene.«

Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra — naar jeg er død. Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«

— — Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa, tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde Toner Grethes simple, rørende Sang.

Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde Skær over det mildt smilende Ansigt.