XIV.
Reading edition
29. Juli.
Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden, bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang, som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.
Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder, at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal, forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig, nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke. Bedrager mit Syn mig? Er det hende? — Uden at bryde mig om Per eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!
Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.
Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg ikke kan tale. Jeg gaar gennem min By ved hendes Side, og jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt, Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den gamle Bys Købmænd.
Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun: »Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,« svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.« Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«
Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til Møllen? Vi venter Dem.«