VII.

25. Juni.

Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.

Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg, vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som altid.«

Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer. Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets Modsætning. Men hun, der sender mig dette Turteldue-Brev, er kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme, der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.

Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav. Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de bedste Mønstre.

Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag laa værkbruden paa Jorden.

Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig, jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre. Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem, at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.

Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig at elske.

Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.

Thi dum er hun ikke.