XXV.

Julenat.

Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.

Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden. Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun, »tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«

Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.

Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg, jeg skimter et Lysskær.«

»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver Juleaften herefter, for han her« — hun tager min Haand og lægger den i den Gamles — »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig Lov til det.«

Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme, naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«

— — Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig dejligt, om det var vore egne!«

Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.

»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.

Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger: »Blev Du bange for Møllen?«

»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa saalænge.«