XXX.
Reading edition
Sidst i Februar.
Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver, kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem, lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine Elskovsmelodier.
Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.
Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert fremad. Grethe til sit Udstyr.
Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede, stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden, mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at kysse de kære travle Hænder.
En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«
»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«
Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at ordne Sønnens Udstyr.«
Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog, naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil aldrig føle sig ganske moderløs.«
— — »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt, ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at føde?«
Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«