XXXIV.

24. Marts.

Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død.

Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt.

Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede, at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa bønligt hente det tilbage.

Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde hendes stakkels hede Haand i min og græde.

Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.

»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.

Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:

»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«

En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen: »Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa forfærdelig længe!«

Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer trængte sig frem.

»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget, jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg dør.«

Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:

»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt, at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod; jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig, der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at hvile som Brud i dine Arme.«

»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«

Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove, smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.