XXIII.

December.

Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.

Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst paa det faldne Løv.

Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens Træ.

Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg synes, Døden viger, dér vi skrider frem.

Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget et bestemt Indtryk af hende.«

»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring, er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende, med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«

Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe, saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«

Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.

— — Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund havde Du mit Hjærte.«

Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«