VI.

20. Juni.

Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden, Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa jo nu være en forlængst voksen Pige.

Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér, højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage? Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den travle Færden?

Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst, og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i Træernes Kroner.

Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa Højalteret?

Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig. Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.