XXVII.

7. Januar.

Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger, der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte økonomiske Vanskeligheder.

For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver: At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger, jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat, Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.

Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks Tavshed:

»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt. Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken. Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. — Men vil Du, at jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt, hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker Dig.«

Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.

Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.