XXXI.

8. Marts.

Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget. Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt Smugbesøg i Møllen.

Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle. Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende hjemme.

Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter, alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag. Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at bifalde.

Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det, paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden Skrift Indvielsens Ord: Til Vejrbakkens Gud.

Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp, søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi, det vil være — vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt —, naar den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser og Kaprifolier.

I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende, tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et Højalter.