XXII.

November.

Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da jeg var Barn.

Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.

Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt, at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig, snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger: af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd: »Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«

— — Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig: Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden« med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette større Selskab af Kirsten Gifteknive.

Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i Spindestuen for alle de Gamle.

— — I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den udstyret med et Harmonium.

Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ, der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.

Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet, slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve, forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang. Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede Øjne i Vand.

Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans salig Mo'r.«