← Table of contents
Guds Fred

XXXIII.

Reading edition

22. Marts.

Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver ganske godt Haab.

Samme Dags Aften.

Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke, det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo hellerikke saa meget paa Vejret.

Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.

Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede Plads.

Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt. Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun var ikke død.

En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder. Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende baaret ind.« — Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«

Vi bar hende ind, og Lægen kom.

Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen. Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en Hjærnerystelse eller et Brud.

Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.

Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt. Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se. Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje. Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende Bud efter dem, naar han behøvede dem.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings