XX.

Oktober.

I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet Krigeriskhed paa Børnenes Leg.

Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm, andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde Taarer i Øjnene.

— — Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:

»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves, men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan, forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! — Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«

Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«

Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa' paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn end at lade ham fødes af denne Kvinde.