XXIV.
Reading edition
December.
Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede.
Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke. Du er dens Bytte.
Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber Lykken.
Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.
Den Lykke, den eneste, er min.
Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden, hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.
Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag sang Lykken derinde.
— — Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes hulde Billed.
Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.