XXVI.

Nytaarstid.

Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og ganske den gamle By.

Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer — da mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og holdt Karneval Uger igennem.

Saa fantastisk det staar for min Erindring:

Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads, der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses. Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne, Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer sent paa Natten.

Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder. Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.

»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«

Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.