← Table of contents
Guds Fred

XXXIX.

Reading edition

30. April.

Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig at virke.

Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg, at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op, samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide, at jeg rejser med Skibet imorgen.

Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen, hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer Arbejdet Ulykken.

Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam, at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!

Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken, med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.

Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte: »Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«

Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone, der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham. For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi nu — fortalte han mig videre — var det »i Orden« med Møllen. Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og, naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« — sagde han — »kan nu gøre mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør, skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes Minde.«

Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag, hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var vegen fra Vejrbakkens Oase.

Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men uforglemmelig Dag over min Manddom.

I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys Kirkegaard.

— — Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa Skjorter, Grethe syede til vor Søn.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings