XXXVII.

April.

Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig som en Fredløs.

En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre, parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet, ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk, sidst Du var her, kom Du med hende! Nu er Du alene, hun følger Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har Dødens kolde Pust splittet.«

Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger Ravnen Rede.«

I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal hente hende.«

Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.

Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder; hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke villet fælde Dommen over den.

— — Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted, søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den, glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.