← Table of contents
Guds Fred

XVIII.

Reading edition

3. September.

Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og lyttede til den.

Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa, faar falde.

Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke, Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.

Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.

Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs, sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder. Begynder ikke ogsaa De at længes?«

»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«

Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«

»Jeg rejser ikke, før De siger Farvel.«

Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.

7. September.

Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig; for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre Roser paa Kind.

Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en yndig Skærsommernat.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings