XXIX.

Februar.

Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.

Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange, mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra. Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket. Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt.

Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt.

I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige Ting, som røber ham.

En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen? Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem, hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som nogen Ung med to karske Øjne.«

I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke blot i Nattens Drømme — som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør, har hørt —, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer Nag til ham og som han frygter Hævn af.

Forgangen Aften sagde han til mig:

»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde falde paa at tro, at den overhovedet ikke kan gaa. Nej, jeg har ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«

Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et Tegn til mig, og jeg sagde:

»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar Fred, og De med.«

»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis, det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind. Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«

»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han har helleringen Brug for Møllen.«

»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har selv ladet sin Mølle staa.«

— — Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.