XXVIII.

Slutningen af Januar.

Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte: Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over. Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?

Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte hende idag.

Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op. Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger, halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«

Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden genvandt hun sin Alvor og sagde — vi gik i Skoven —: »Lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod, efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om jeg har Ret eller Uret.

Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den — vistnok af Mændene — udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er saa stort, at I behøver det.

Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser forgæves ledt efter Barnet. Mange begejstrede Ord har Du ødslet paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans Evighedstanke. — Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide, at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder. Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da, selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din Kærlighed forjætter mig.«

»Har jeg saa« — spurgte Grethe — »haft Uret i ikke at foruroliges af din Fortid?«

Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.