XVI.

15. August.

Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler, den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger, hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer — fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans nærmeste Paarørende.

Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de samme Længsler som mit.

Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis Afslutning jeg ialfald ikke kender?

Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under Selskabets Trældomsfrygt?

Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur — jeg har før læst ikke saa lidt — og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig, der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller forarges.«

Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:

»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«