XXXVI.

30. Marts.

Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.

I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem, sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og syet til sin Fest. — Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede: »Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan de trøstende omsvæver ham.«

— Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod, at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:

»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred. Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst, jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin Fred. Amen.«

Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene. Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds Fred, som for evigt jordedes med hende.«

Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har trykket min Haand — jeg er ene.

Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.

Saa ene, saa ene.