VIII.

Sidste Dage i Juni.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er — jeg bryder mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode, der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge dens Indvolde ud —, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding, næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.

Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed, hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus, hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg er Dørbuen — saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner. Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad, halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der nu kun løves i enkelte Grene.

Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i Klosterhavens Buske.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans forborgne Kærligheds-Lykke.