XL.

1. Maj. Ombord.

Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis. Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.

Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort Kors paa hvid Grund.

Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage, derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.

Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?

Visselig ikke. Det har bragt mig den Treuga Dei, hvorefter den ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom, men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet, fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en ligere Vej.

Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed. Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til Lykken, selv om man aldrig naaer den.

Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge, der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort, inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at ville se, satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile. »Grethes Minde« har lært mig at se mig for.

Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende, Guds Fred udrunden, Grethe død.

Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at høre hende hviske i mit Øre:

Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.