KAPITEL XXXVI

Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.

Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa — første Station havde været Dresden. Der gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. Den kjendte hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var lige saa stor Kunst som Raffaels.

"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog lille Kone, at Du synes saa godt om den — det kan jeg lide Dig for!"

Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev anerkjendt som aldrig før.

Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas Cranachs Kvinder — de første fandt hun for fede, de sidste for magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige Idealskikkelse.

"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade — men det skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar Du blot hjælper mig!"

Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz — det var jo endnu den gode Aarstid — men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se — og han maatte jo vide det, for han havde været der, og saa kom de der ikke.

I Nürnberg mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog hende ind til sig og sagde:

"Dig saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage — se, derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, der er en Kvist, hvor jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! — Ja, det kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"

Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden, mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst — bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss' Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se med hans Øine.

Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.

Ragna var henrykt over Arnofloden og Palazzo vecchio, over Turen til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.

"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære at forstaa dem. — Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og Verrocchio's Fontaine inde i Palazzo vecchio, saa kan vi altid se, om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."

"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se," svarede Ragna.

"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"

"Nei, dem kjender jeg ikke — det er Metalsvinet!"

"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? — Naa, jeg troer forresten nok, jeg saae det forrige Gang, jeg var her — det staaer henne paa det lille Grønttorv. — Men hvor kjender Du det fra?"

"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"

"Naa, har han skrevet om det, se, se! — Men det er da ellers ingen Grund til at rende efter det!"

Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.

— Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved. Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer, der sad paa hende, ved en større Bevægelse.

"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden — Du maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, det er da vigtigere!"

Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.

Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle Lande er samlet, udbrød hun pludselig:

"Men, Hans! Der hænger jo Otto Bache — og Krøyer! Og der hænger jo Carl Bloch!"

"Ja, de gjør saa!"

"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa den Maade — synes Du ikke?"

"Aa, jo — jo — men det er da ellers ikke dem, man tager til Florents for at se!"

"Nei, det er det ikke, men alligevel — Hans, troer Du nogensinde Du kan komme til at hænge her?"

"Nei — aa, nei — jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."

Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger — mest paa de sidste, for Duborg sagde, at de var interessantest.

Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa Capri.

Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med den blaa Farve, som hun kun kjendte fra Billeder — og dog ikke kjendte — og med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte, og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge Byrder paa Hovedet.

— "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag, "hende Modellen, hvad hed hun?"

"Hun hed Graziella," svarede Duborg.

"Troer Du, hun lever endnu — jeg kunde have Lyst til at se hende!"

"Det skal Du ikke ønske — hun maa nu være om ved de tredive Aar, og saa er hun her paa Capri en gammel Kone."

"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og saa talte hun ikke oftere om det.

— De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.

Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.

Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt Badehus og svømmede sammen.

Den første Gang gjorde hun Indvendinger. — "Men Ragna dog!" sagde han og lo. "Hvad generer Du Dig for? Jeg har jo ogsaa Badedragt paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af, saa kan Du virkelig ogsaa — Du kan godt lade Dig se!"

Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen udenfor Badehuset, satte sig der, hvilede et Par Minuter og saae over ad Sorrent til.

— "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder der!" udbrød han en Dag.

"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede hun og lo.

"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder — jeg kunde male Dig som Havfrue — hvis jeg da gav mig af med at male den Slags!" lagde han til.

Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange, sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende, men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.

— Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev hende sjelden lang.

Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i "Paradiso".

Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke Italiensk?"

Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.

"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, — og Ragna modsagde ham ikke.

Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. — "Det gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig — saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"

Ragna smilte fornøiet — men hun begyndte alligevel saa smaat at længes efter at have en lille Smule at tage sig for, lidt Andet at bestille end blot at se paa ham, og det sagde hun ogsaa en Dag til ham, forsigtigt og følende sig for.

"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen Husholdning!"

— Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren i "Paradiso", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at gjøre sig forstaaelig for.

— Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.

"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød han. "Og saa den dæmpede, discrete Tone, den har — lige til at bruge i Underglasurfarver! Den er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"

Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.

Saa tog de til Rom.

Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.

De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage, hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste Gjentagelser.

"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det holdt Ragna ikke af at høre.

Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til, kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld — hun sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.

Om Aftenen vilde hun helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide, men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.

"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at drikke Vin og faae Musik — det hører sig til!"

"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk, men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora Morgana, og den unge Pige i "Paradiso" havde lært hende Begyndelsesgrundene af Kunsten.

"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"

"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."

"Aa, det er saamænd meget pænt — synger Du ogsaa?"

Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme — men hun sang alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.

"Ja, det er jo meget rart, Du har det at more Dig med, naar jeg er ude," sagde Duborg anerkjendende, — "skal vi saa gaa!"

Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; han indlod sig med hvem han traf, hun blev søvnig og træt — hun kunde jo endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.

En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet sidde saa længe udenfor Samtalen.

— Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som Dansk — Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk Forening" kom de af og til.

Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden Asta Hansen, der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.

— "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! — Skammer De Dem ikke, Duborg!"

"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den — men jeg har havt hende to Gange henne i San Clemente, den morer mig, og den er der saa Faa, der har seet ordentligt! — Forresten kan hun jo gaa i Peterskirken, naar hun vil!"

Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt, som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne, spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm, snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas Thermer.

"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt, men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se stort paa Rom!"

Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide, naar man skulde se paa Detaillerne og naar paa Helheden.

Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren A. B. Jensen — undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".

Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre, slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet "Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da A. B. Jensen ogsaa trompetede for ham.

Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa — egentlig ganske uden Grund — det var Maleren Løvenørn-Petersen, hvem han forresten havde kjendt i mange Aar.

Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke han levede.

I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv. Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt — og lidt til — forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt Anerkjendelse til — det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev, og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt, gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre sig, blev han næsten syg.

Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse, pleiede han at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end Petersens egen Grav i Gaarden. — Ham kunde Duborg ikke taale.

— Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, hvor de skulde gaa i Kirke.

"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. — Belysningen er naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel egentlig bedst i Maria Maggiore."

"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener protestantisk Gudstjeneste!"

"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det Katholske er forresten slet ikke saa galt. — Kunde Du ikke tænke Dig at blive Katholik?"

"Nei!"

"Da kunde jeg godt tænke mig at være Munk!"

"Munk!"

"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. — Tænk blot, hvor det maatte være storartet altid at sidde oppe i Bonaventura paa Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at skaffe Penge eller give Penge ud! — Jo, Katholicismen er saamænd meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk Gudstjeneste alligevel!"

Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i "Skandinavisk Forening". Der forærede han hende en udmærket smuk antik Gemme — en Hermesfigur — som han en Morgen havde kjøbt paa Campo de' fiori og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar. — "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt — men Du tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver Aften!"

Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig, efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet. Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun længtes — af og til i alt Fald — efter Hjemmet. Brevene fra Familien — faa og temmelig indholdsløse — var et saa tarveligt Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et — men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende Ytringer.

— I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var Deltagere.

Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske Campagnuoler med Gedeflokke — her var nok at se. Aniofloden passerede de, bedede ved Acque Albule med det dampende, svovlede Vand, og havnede endelig i Tivoli.

Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.

Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. Det irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:

"Hvor er det dog en deilig Natur her — Tak, fordi Du tog mig med, Hans!"

Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:

"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst — daarlig Kunst, Panoramaopstilling!"

"Ja, jeg finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil jeg med din Tilladelse blive ved med!"

"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til! Det klæder Dig godt — næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"

"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er stor!' — Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i — giv mig en Opgave, ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"

Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.

"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn, "hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde jeg faae en Opgave fra? Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"

"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det gaaer nok over — tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før — hører Du!"

Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte — undertiden et helt Kvarteer ad Gangen — var og blev det ham dog umuligt at skaffe Ragna en Opgave.

Saa kom den imidlertid af sig selv — hun følte, at hun skulde være Moder.