KAPITEL LIV
Reading edition
Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid — Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland — men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien op.
— "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.
"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.
"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"
Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften, mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde slet ikke ladet høre fra sig.
"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen, fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt Blodets Røst ned ad Trapperne!"
"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine, "og Du vil brændes og kommes paa Krukke — den Slags Ting taaler Vorherre ikke i Længden!"
"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del rystet ved, hvad han hørte. — "Skulde det virkelig være Ragna, der har Skylden — vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end er mig — men han maa vel kunne give Besked!"
"Ja, vi tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er vores Hjem, hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae nogen Redelighed paa Tingene! — Skynd Jer lidt — nei, Tak, vi skal ikke have Kaffe!"
Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche — Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine Bekjendte i den Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs Østerfælled — og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til Henrettelse Allesammen.
Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben — Duborg var altsaa hjemme — og de gik lige ind i Havestuen.
Der sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.
Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne snøftede og tørrede Øinene.
— "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt hovedkulds afsted."
"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi saa alligevel bede om en Forklaring!"
Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende — tilsidst havde egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til Stationen og der møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn Klokken Elleve om Aftenen.
— "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"
"Ja, det veed Gud, det var!"
"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.
"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for det! Derfor kom jeg ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"
— "Maa vi saa faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.
Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien — selv Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin Svigersøn i Haanden.
— Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:
"Veed Du, hvad min store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at Du skulde være som alle de Andre — og saa er det, jeg er lykkelig over og stolt af, jo netop det, at Du ikke er det!"
"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel hellere sidde hjemme hos dine Forældre — med Drengen, naturligvis — og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"
"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være kommen fra!"
"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge, og Du endnu havde siddet paa Kontoret — saa havde Du dog været sparet for mange Sorger!"
"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! — Troer Du da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før — og at det er Dig, der er Skyld i det!"
"Jo, det er Du vel ogsaa. — Du havde da i alt Fald ikke faaet Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.
"Har jeg! Er det sandt!"
"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg har seet det!"
"Og Du er ikke vred over, at jeg —"
"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være vigtig af min Kone! — Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor Tid ikke er den store, men den lille Kunsts. Jeg interesserer mig ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg — men Dagligstuerne har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til igjen at slaa mig paa Porcelainet — det er dog saadan noget temmelig fornemt Noget — og det duer jeg til. — Nu har jeg været ude paa Fabriken, og der tog man imod mig med Kyshaand."
"Ja, det troer jeg nok! — Men Du skal da ogsaa male rigtige Malerier, Hans?"
"Ja — naar jeg har Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan bliver inspireret — og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være med at være Egoist — men holde af Dig, det gjør jeg alligevel altid!"
Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd — det var længe siden, hun havde gjort det!
"Men Du skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver," vedblev Duborg, "for det har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant, og havde Du i Tide lært det, jeg har, saa var Du ti Gange mere værd, end jeg er — jo, Du var!"
— Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer, der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet finde mig i, at Du var den Overlegne — men det er Du! — og saa har jeg været jaloux — paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du saae til — men det skal jeg ikke være mere!"
"Aldrig?"
"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel — en Gang imellem. Men det, som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid — næsten altid — havde Ret — det maa en Kone aldrig have!"
— Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"