KAPITEL XXX

Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart skulde faae Ende — først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.

Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg — hun trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.

Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater — det var Noget at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og Madam Asters.

Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og det kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om Sommeren, det veed jeg ikke!"

Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og Religionsskrupler."

Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til, Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være borte, slog de Tre sig jevnlig sammen — en Dag var de inde i Christiansborgs Ruiner.

Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede — "Absalons Brønd" først og fremmest — at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem; Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.

En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han faaet til at lukke dem ind — Adgangen til Ruinerne er jo ellers af Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt — og forsynet med en tændt Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og ned i Kjelderne.

De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger efter — man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.

Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. — "Ja, der var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige Vinkjelder!"

"Er De saa localiseret!" udbryder Holst.

"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa Slottet og har levet al min Tid her — lige til hin Octobernat, der lagde det Hele i Grus — min gamle Fader tog sin Død over det!"

— "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne Ildsted engang har baaret Spiddene.

"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.

"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst — han smækker ligefrem med Tungen.

"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.

— "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme faaer en næsten høitidelig Klang.

Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød, sivende Grund — man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.

For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille Vandspeil.

— "Er her dybt?" spørger Holst.

"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger paa een Gang med deres Spande — ak, ja, det var andre Tider!"

"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger Terndrup.

"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.

"Ja, er det nu saa vist?"

"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte — nei! Og selve Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom den — med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes over den gamle Brønd — Slottets eneste — og som Hovedstaden er opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet om Absalons Brønd — den er det inderste Centrum, Kjernen, Livskilden, hvad De vil kalde det — Byens og Landets. — Med dens Vand er jeg døbt, og af den har jeg drukket Hundreder af Gange!"

"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden drukket Dem til af den!"

"Maaske! — I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle Brønd!"

"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne," siger Holst.

"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises," svarer Berner — og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den varme Dag.

Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede Hvælvinger — i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af den store Flagermus, Vesperugo noctula.

"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa En!"

— Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum, stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser, hvor Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, hvor der har staaet Ovne — her laa Riddersalen.

"Der har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod Slotspladsen — ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til Høiesteret — der stod Frederik den Syvende, husker jeg, en Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over Landet!"

"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" — det lyder til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.

— "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.

"Jeg interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger Holst, "for der stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' — men den Gruppe blev da heldigvis reddet!"

"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den anden Side af Hovedporten."

Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.

— "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg kan høre det tordne endnu!"

"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde — det tog sig ud!"

"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da Kong Oscar var Kong Christians Gjæst — da var her Liv! Ekvipagerne rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og Musiken spillede — nu er der ikke Andet tilbage af den Tids Herlighed end Ringen der, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne ovenover!"

Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs — Planteverdenens Pariaer.

— "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"

"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret ud.

"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.

"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.

"Det var det!"

— "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"

"Nei!"

"Jo, han skal sgu!"

— "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup, tilsyneladende ganske umotiveret.

"Nei, jeg veed det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til Bourgeoisiets Hæderlighed!"

"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.

"Ikke det! — Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at — jo, gu er han en Kjeltring — man kan da baade stave og lægge sammen!"

"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der trænger sig frem," siger Berner.

"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.

— Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det Perspectiv, man har for Øie herinde! — Det er noget af det Fineste og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise — det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"

"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle, hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. — Ja, jeg seer naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen! Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst forsvundet, men Karethen existerer endnu, og den vækker for ham stolte, lykkelige Minder — det er nu hans Livs Poesi!"

"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa festlig at se paa som en Postillon!"

— Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for Turen.

— "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.

"Valfart?"

"Ja, til Absalons Brønd!"

"Naa, saadan at forstaa!"

"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til den, saa —"

"Hvad saa?"

"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"