KAPITEL XLIV

Sne var der falden, og Frost var det — Marie og hendes Moder blev hentet i Kane ved Stationen.

Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende Smeld med den lange Pisk — saa susede de afsted.

Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen — det var fuldt af Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det — og der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne, og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i Utide."

— "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget Varmt i Livet — nei, vi fryser ikke!"

Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat ad hende.

Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig, lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke at formaa til at sætte sig i Sophaen.

— "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. — "Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"

"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg har taget Musefælden ind — det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. — Kom saa!"

Træet straalede omkap med de glade Ansigter — Gjæsternes og alle Folkenes — Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde Taarer i Øinene.

— "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, det var det!"

— Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.

Kirken var oplyst — det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs Bekostning — og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.

— "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde Marie paa Hjemturen.

"Ja, det skulde vi nok mene," svarede Tanterne.

"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.

"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger," tilføiede Sine.

Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke, viste Poul sig — han var gaaet hertil fra Stationen.

Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede: "Skal Du ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i alt Fald ubestrideligt fait accompli.

Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden — desværre ikke absolut ædru — og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom gaaende fra Kroen.

"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører ikke til her, det er Streifvildt."

"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine, "og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr maa vi da sagtens kunne ramme!"

Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke. — "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt, men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst — kom saa!"

De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se, hvordan den Jagt spændte af.

Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt — to var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt — og Sine opdagede det strax.

"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.

"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane kan ikke staa paa Halv! — Er Dyret der endnu?"

"Ja, vist er det der — men vær nu bare stille — nu sigter jeg!"

"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke af — Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! — Men hvad var det?"

Ja, det maatte Hanne nok spørge om!

Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med Bøsse i Haanden.

Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.

"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!" raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han — hvad hedder han?"

"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham Haanden. "Er det virkelig Dem!"

"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.

Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund — hun havde jo hørt det af Marie — og da han ikke godt kunde tænke sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede — tilmed paa en første Juledag — havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et ordentligt Stykke Vildt — hidtil havde han jo maattet lade sig nøie med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.

Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før Situationen med Eet var forandret.

"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo en anden Sag! — Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en Kop Kaffe — og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"

Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.

Underveis erfarede Søstrene, at det var den Terndrup, som tog sig saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt af Fru Lund.

— "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da Kaffen var drukken.

Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre bange for, at Berner skulde høre noget om.

— "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.

Ja, det havde Terndrup da.

Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?

"Ja, til Dels — i det, han fik Skyld for," svarede Terndrup.

Om han kunde bevise det?

Nei, det kunde han ikke, men han havde kunnet.

Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. — "Men saa var der vel en Anden, som —"

Terndrup nikkede.

Og han vidste, hvem det var?

Terndrup nikkede igjen — men Mere var der aabenbart ikke at faae ud af ham.

Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog — den Ene paa anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa Vennebjerg, naar han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.

— "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid," sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres Soveværelse.

"Ja, men det er vel egentlig heller ikke os, han har besøgt," svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den Aften.

Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i "Livjægerne paa Amager".