KAPITEL LXI

Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.

— "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste. Det om den her Trifolium — det maa De stryge i Correcturen!"

"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud. "Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"

"Ja, det er nok muligt — men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den Trifolium."

"Hvem er det?"

"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og Lieutenant Lange — nu veed De det!"

"Men Terndrup — kan De forlange det af mig!"

"Ja, jeg kan sgu! — Har De ikke altid sagt, at naar en Art — et Dyr eller en Plante — saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder den?"

"Jo, det har jeg vel nok, men —"

"Naa, den Trifolium, den har opfyldt sin Mission — det kan De stole paa! — og saa lader vi den forsvinde!"

"Mission — ja, hvilken Mission?"

Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et polisk Smil i det ene Øie og svarede:

"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog — det var saamænd ellers aldrig bleven til Noget uden den."

Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og Marie — og saa lovede han — med et resigneret Suk — at føie sin gamle Ven.

"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for det! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først til sidst.

Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:

"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"

"Hvordan det?"

"Jo, havde hun ikke gjemt den lille Buket, saa —"

"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar De ikke strax havde seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds Belte!"

"Nei, det er ogsaa sandt! — Men det er dog Marie selv, der har saaet Frøet!"

"Det er det! — Men dersom Holst ikke var gaaet ind i Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"

"Og dersom De ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det Brev, Terndrup —"

"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"

— "Og saa siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med Alverdens Forfattere — men man har ikke altid saa let ved at se det i Virkeligheden som i Bøgerne!"

"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa, Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden, blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de senere Aar. Men den Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og Lieutenanten — jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev gift med hans Søster!"

"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa sikker!"

— "Ja, gu, er hun sikker!" indrømmede Terndrup.